Mens japanerne har udviklet de sportslige og spirituelle sider, forbliver mange Okinawa’er tro over for artens oprindelse og selvforsvarsmomentet. Det er sikkert denne fokusering på funktionel selvforsvar, der har ført til, at de okinawiske karatekaer værdsætter en stærk og mere kraftfuld person, frem for en svagere.
De Okinawiske stilarter forsømmer ikke teknisk træning frem for styrketræning. De inkoordinerer derimod styrketræningsøvelser, som en hel naturlig
del af den daglige træning. For at nå dette mål, benytter man på Okinawa en lang række træningsmetoder og har udviklet helt unikke træningsredskaber, som udvikler netop de muskelgrupper der indgår i de enkelte karateteknikker.
Makiwara er uden sammenligning det mest brugte træningsredskab, og bliver benyttet i langt de fleste stilarter. Det menes, at makiwaren blev opfundet i Kina, men at det var befolkningen på Okinawa, der populariserede den og gjorde den til en fast ingrediens af karatetræningen.
De mest almindelige teknikker man træner på makiwaraen er: gyaku zuki, uraken, ko uke, shotei, shuto uchi, hiji ate, haito og forskellige sparketeknikker. Man bukker for makiwaraen før og efter brug, som var det en træningspartner. Når træningen starter skal man fastholde Zanshin (kamp ånd) og koncentrere sig om fokus, hastighed og kraft. På makiwaraen optrænings fokus, hastighed, kraft og ikke mindst, hærder man de kropsområder man benytter. Det sidste er af største betydning, hvis man skal udføre den samme øvelse igen og igen. Når man starter sin makiwara træning, skal man begynde nænsomt, med få reptioner og langsomt bygge antallet af reptioner op. En øvet karate-ka kan uden problemer slå gyaku zuki på makiwaraen i op til 30 minutter, for fuld kraft. Når man når op på dette niveau, vil der også være en afsmittende meditativ gevinst ved makiwara træningen. På Okinawa brugs makiwaraen dagligt i karatetræningen og betegnes som hjertet af karaten.
