Pensum & Graduering

To gange om året holder vi graduering i klubben. Det foregår lige før sæsonafslutningen i juni og december. Gradueringen foregår holdvis, hvor du sammen med de andre karateka’er skal vise, hvad du har lært i løbet af det sidste halve år. Der bliver taget udgangspunkt i de teknikker, du har lært og øvet til træningen, og der vil blive taget hensyn til den enkeltes alder og forudsætninger, men især også indsatsen i den daglige træning.

Se IOGKF’s pensum til de enkelte kyu-grader HER

Det er chefinstruktøren og holdets instruktør, der indstiller til gradueringen. Sædvanligvis indstilles hver udøver til én grad, dvs. til en ny farve på bæltet, men det hænder også at en karateka kun rykker en halv grad eller måske rykker halvanden grad. Det er derfor ikke en selvfølge, at alle udøvere på holdet stiger i graderne i samme takt.

Om du opnår en hel eller halv grad til gradueringen, er i grunden ikke væsentligt. Det vigtigste er, hvad du selv får ud af din karatetræning. Efterhånden som din styrke og dine teknikker og bevægelser forbedres gennem vedvarende træning, vil du naturligt også gå frem i graderne.

På selve gradueringsdagen sidder et panel bestående af klubbens sortbælter og kigger på, mens træneren eller klubbens chefinstruktør leder karateka’erne igennem pensum. Indimellem vil der også deltage en sensei udefra.

Gradueringen varer 1-2 timer (de voksnes graduering er længere end børnenes). Familiemedlemmer er velkomne som publikum.

Det koster et gebyr på 200 kr. (250 kr. for nye medlemmer) at gå op til graduering. Prisen inkluderer gradueringen, nyt bælte/snipper samt IOGKF karatepas til nye medlemmer.

Sortbælte-graduering
Graduering til shodan (1. dan) og øvrige dan-grader foregår enten i Nykøbing F eller København.

Se IOGKF’s formelle krav til dan-graduering HER